Fødevarestyrelsen søger dyrlæge til Kødkontrollen ved Danish Crown A/S, Rønne -genopslag at Miljø- og Fødevareministeriet


Brænder du for fødevaresikkerhed og dyrevelfærd? Så er du muligvis vores nye medarbejder!
Fødevarestyrelsens Kødkontrol ved svineslagteriet Danish Crown i Rønne søger en embedsdyrlæge til fuldtidsstilling (37 timer / uge) med tiltrædelse snarest.
Om os:
Vi kan tilbyde et interessant og kompetenceudviklende job med arbejdsopgaver, der er med til at gøre en forskel.
Kontrolgruppen ved DC Rønne består af 1 dyrlæge, 8 tilsynsteknikere og 1 sektionsleder. Du vil således blive en del af en lille dynamisk gruppe medarbejdere hvor tæt samarbejde er en nødvendighed.
Vi har et godt samarbejdsklima med en åben og fri omgangstone, hvor medarbejderne informeres og inddrages i videst muligt omfang. Der er fokus på til stadighed at optimere kvaliteten af kontrollen, samtidig med, at vi hele tiden er underkastet forandringer.
Du må også påregne at skulle arbejde selvstændigt, da du kan være eneste dyrlæge på arbejde.
Kødkontrollen er under stadig udvikling, og vi inviterer dig til at være en del af en levende og moderne organisation.
Om dig:
  • Du ønsker at være en del af et hold dygtige og dedikerede kolleger.
  • Du kan bidrage med godt humør og gode samarbejdsevner, og du har praktisk sans og kan bruge din sunde fornuft.
  • Du ønsker at gøre en forskel ved aktivt at sikre, at der produceres sunde og sikre fødevarer, så forbrugerne ikke bliver syge af det de spiser.
  • Du ønsker at bidrage til den høje danske dyrevelfærd i forbindelse med transport og slagtning af dyrene.
  • Du vil være med til at holde et vågent øje med smitsomme husdyrsygdomme og medvirke ved opgaver inden for beredskab.
  • Du er indstillet på at gøre en indsats for at kompetenceudvikle dig inden for faget. Har du ingen erfaring fra tidligere er vi naturligvis klar til at lære dig grundigt op.
  • Du kommunikerer flydende på dansk, såvel mundtligt som skriftligt.
  • Du skal besidde basale IT færdigheder.
  • Du har dansk autorisation som dyrlæge.

Dine kommende arbejdsopgaver:
Arbejdsopgaverne som embedsdyrlæge i kødkontrollen består i det daglige af:
  • Ante morten inspektion herunder opgaver med dyrevelfærd.
  • Kontrolopgaver relateret til fødevarer, hygiejne og eksport.
  • Opgaver på slagtekæden i forbindelse med tilkald til patoanatomiske forandringer, sygemærkede dyr og mistanke diagnoser (den almindelige kædekontrol varetages kun undtagelsesvis af embedsdyrlæger).
  • Jobbet omfatter også opgaver i forbindelse med godkendelse af virksomhederne til 3.landes eksportmarkeder, herunder deltagelse ved inspektioner på virksomhederne.

Om virksomheden:
Danish Crown, A/S, Haslevej 19, 3700 Rønne er et USA–autoriseret svineslagteri med tilhørende opskærings-, udbenings- og indfrysningsafdelinger. Her slagtes ca. 520.000 svin og ca. 8.000 søer om året. Der slagtetes på 1 slagtelinje og der er kun daghold.
Arbejdstiden ligger typisk mellem 06:00-16:30.
Om Bornholm:
Rønne er øens største by. Her er der mængder af forretninger og restaurationsliv også om vinteren. Der er foreningsliv, kulturarrangementer og fritids-sport muligheder hele året.
Bornholm er kendt for sin enestående natur. Sandstrande, klippekyster, skove og lige meget hvor du er, tager det højst 30 minutter i bil at nå til sit mål.
Hvis du vil til Sjæland/Jylland er der mange afgange dagligt til Københavns lufthavn. Flyvetiden er kun 35 minutter.
Du kan med bus/bil og de nye katamaran-færger nå København på ca. 2 timer og 30 minutter.
Boligpriserne er attraktive, der er velfungerende børneinstitutioner og pladsgaranti.
Bornholms Regionskommune har stor succes med deres tilflytterkonsulent, som hjælper tilflytteres medfølgende partner i jobsøgning.
Løn og ansættelse
Aflønning i henhold til overenskomst.
Det er en forudsætning, at ansøgeren har kørekort til personbil.
Yderligere oplysninger
Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lajos Zoltan Muzs på tlf. 7241 3769 eller Kødkontrolchef Kasper Klintø på 7227 5071.
Samtaler forventes afholdt løbende.
Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, bilag og eksamensbevis og gerne referencer til tidligere arbejdsgivere online i vores rekrutteringssystem på mfvm.dk/job, senest den 17. september 2020.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater uanset køn, alder, religiøs og etnisk baggrund til at søge jobbet.

Remember to mention that you found this position on AU Job- og Projektbank