Personalejurist til Banedanmark at Banedanmark

Expires in 14 days


Har du viden om og interesse for personalejura og kollektiv arbejdsret, og er du god til at omsætte det til en praktisk virkelighed? Så er stillingen som personalejurist i Banedanmark sikkert noget for dig.
Du skal have lyst til at bruge din juridiske viden et sted, der er så stort, at du får lov til at prøve det hele og samtidig så småt, at du ikke bliver for specialiseret. Du bliver en del af et juristteam på fire, der sparrer og deler deres viden om, hvad der sker ude i organisationen med hinanden. I denne stilling er du tæt på mange centrale beslutninger, så dine synspunkter og din viden har vægt og får plads.

Vil du bruge din juridiske viden og folde dig ud?

Du skal være godt fagligt funderet og ikke mindst i stand til at kommunikere din juridiske viden til et ikke-juridisk publikum. Du er i tæt dialog med vores ledere på dagligt basis, og her er det vigtigt, at du ikke kun servicerer, men i høj grad rådgiver. Det er dig, der er den juridiske stemme i de opgaver, du får, uanset om det gælder personsager, større og mindre forhandlingsopgaver eller generel rådgivning om personalejuridiske forhold og regler.
Du kommer til at arbejde med både individuel og kollektiv arbejdsret. Der er ca. 2300 ansatte i Banedanmark, og ud over ansatte på overenskomst har vi fortsat en del tjenestemænd ansat. Dine arbejdsopgaver omfatter konkrete sager lige fra tjenstlige samtaler til bortvisninger og lignende. Derudover har vi en del lokalaftaler, som løbende skal gennemses og fornys. Derfor kommer du til at forhandle med de faglige organisationer og tillidsrepræsentanter, både ved indgåelse af lokalaftaler og ved behandling af personsager. Banedanmark har desuden to delegationsoverenskomster, som vi selv forhandler.
Da vi har ansatte, der arbejder alle døgnets timer, fylder spørgsmål om arbejdstidsregler, flekstid og rådighedsvagter en del, ligesom vi hjælper organisationen med at fortolke lov- og aftalestof, f.eks. arbejdstids- eller hviletidsregler.
Gerne erfaring fra det offentlige, og du kan lide, at der er fart på
Du er uddannet cand.jur eller cand.merc.jur, og du har en god erfaring med personaleområdet inden for det offentlige og med kollektiv arbejdsret.
Der er fart på i teamet, og vi er involveret i mange opgaver, hvilket du skal synes er motiverende.
Du er funderet i juraen men tænker også ud over den – dvs. at du tænker i gode løsninger men dog stadig inden for de overordnede rammer. Du skal turde udfordre og holde fast i HR’s holdning, selvom du af og til møder modstand. Nogle opgaver er måske sjovere end andre, og i denne rolle er det vigtigt, at du balancerer empati og tålmodighed med evnen til at skære igennem og tage aktivt del også i de disciplinære medarbejdersamtaler.

Løn

Du ansættes i forhold til gældende overenskomst, og lønnen fastsættes på baggrund af dine erfaringer og kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt

Vil du vide mere om jobbet, så er du velkommen til at kontakte sektionschef Hanne Møller eller personalejurist Hanne Pedersen. Send os din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi holder løbende samtaler. For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” og følger instruktionerne.
Apply now

Remember to mention that you found this position via AU Job- og Projektbank