IT projekt hos Bankdata hos Bankdata

Du er i gang med en videregående uddannelse, er fagligt velfunderet og vil bidrage til at dit projekt giver værdi for begge parter. Vi har lokationer i både Aarhus, Silkeborg og Fredericia og vi sørger for at matche vores tid og kvlifikationer med dit projekt, så du får de ressourcer, du har brug for.

Beskriv i din ansøgning, hvad dit projekt handler om, hvilke ressourcer du har brug for og hvad du forventer af os. Send din ansøgning til hr@bankdata.dk

Hvem er vi?
Hos Bankdata bygger vi fremtidens digitale finans. Her kan du blive en del af en stor it-virksomhed med et 100 % agilt setup. I dit projektsamarbejde er du ligeså stor og vigtig en del af teamet, som alle andre. Du er med andre ord også selv med til at definere dit projekt og sikre at det indgår i relevant arbejde for Bankdata. Et projekt kan handle om mange ting. Hos os eksperimenterer vi med nogle af de nyeste teknologier i krydsfeltet mellem forretning og IT, fx med Java, Angular, Cobol, Rest, Jenkins, NgRx/Redux, Node.js, Git, Docker, Kubernetes/OpenS-hift og TypeScript – bare for at nævne nogle. Vi arbejder fullstack og enhver har indflydelse på de løsninger, han eller hun udvikler.

DevOps mindset er i vores DNA
DevOps er en del af hverdagen i alle vores udvikler-teams. Det kommer du også til at stifte bekendtskab med i din projektperiode. Det betyder, at du kommer til at indgå i et setup, hvor der er bygget bro mellem udvikling og drift, stærk kommunikation og samarbejde, kontinuerlig integration, kvalitetssikring og levering gennem automatiseret test og idriftsættelse.

Frihed til at leve
Hos Bankdata har vi nogle af Danmarks bedste overenskomstmæssige vilkår, f.eks. 36 timers arbejdsuge, 7 ferieuger + ekstra fridage, god pension og medarbejderfordele. Den fulde pakke er for de fastansatte, men i et projektsamarbejde får du også adgang til flere af fordelene. Det betyder også, at der er indbygget fleksibilitet i dit arbejds- og studieliv og en optimal work-life balance.

Det vi laver er afgørende for kunden
IT fra Bankdata har en højere mening og er af stor værdi for modtageren. Det har betydning for vigtige hændelser i folks liv. Når en bankkunde skal lave de største investeringer i sit liv, f.eks. boliglån, flytte hjemmefra, starte uddannelse eller virksomhed, så er det IT fra os, der danner grundlaget for bankrådgiveren. Nogle af vores udviklere laver kritisk infrastruktur. Andre laver mobilbanker og NemID-løsninger. Dét projektarbejde som du laver er af stor værdi for de 7.500 bankmedarbejdere og 2 millioner danskere, der bruger løsningerne hver dag.

Hvem er Bankdata?
Bankdata er ejet af 8 danske pengeinstitutter. De er på én gang vores ejere og kunder, hvortil vi leverer den totale it-løsning: udvikling af mobilbank, kredit- og rådgivningsværktøjer, regnskabsværktøjer samt support og sikkerhed.

Vi er en forening med et veludviklet fællesskab, der er helt unikt for branchen. Sammen med bankerne planlægger og prioriterer vi vores arbejde, der består af at skabe højteknologiske it-løsninger, herunder kontinuerlig udvikling af net- og mobilbank, kredit- og rådgivningsværktøjer samt support og sikkerhed. Vi arbejder eksperimenterende med digital forretningsudvikling og udfordrer konstant status quo. Vores formål er at sikre en kontinuerlig udvikling og drift af pengeinstitutternes it-løsninger, så de altid er konkurrencedygtige og kan overholde den omfattende lovgivning i den finansielle sektor.

Vi er 800 medarbejdere fordelt på vores udviklingskontorer i Fredericia, Silkeborg, Aarhus og Indien. Vi har det sjovt, når vi går på arbejde, tonen er fri, hierarkiet er fladt og humøret er højt.

Bemærk: Du skal ofte bruge forhåndsgodkendelse fra dit universitet eller studievejleder for at sikre, at projekter eller specialeopgaver på AU Job- og Projektbank vil blive accepteret som en del af dit studie. Kontakt de relevante aktører i god tid for at sikre, at du vælger det rette projekt.