Det er overraskende svært at skrive det gode CV, som får kompetencer, erfaringer og profiltekst til at gå op i en større enhed.

Dit CV skal ikke bare være udførligt. Et godt CV vil omgående fange læserens opmærksomhed og samtidig formidle relevant information på en måde, som gør det nemt og hurtigt at danne sig et overblik.

80% af virksomheder læser dit CV først, og hele 49% giver normalt ikke din ansøgning en chance, hvis CV’et ikke er interessant. Et stærkt CV er således ofte en forudsætning for en jobsamtale.

Det er en kontinuerlig proces at skrive et CV, men på et overordnet plan kan processen deles op i tre dele.

Hop til:

Først og fremmest skal du planlægge strukturen på dit CV: Sørg for at du inkluderer al relevant information og at denne fremgår i en logisk og effektiv rækkefølge.

Dernæst skal du overveje hvordan, du vil skrive dit CV: Sørg for at det visuelle udtryk er behageligt og tiltalende, så dit CV bliver letlæseligt og overskueligt.

Til slut (og igen og igen) skal du tilpasse dit CV efter den stilling, du søger: Gør det nemt at tilpasse og justere dit CV efter den aktuelle jobrolle og virksomhed. Det er specielt vigtigt, hvis du søger job i udlandet, hvor betingelser og forventninger kan afvige fra det, du er vant til.

Her får du den ultimative guide, fyldt med gode råd til, hvordan man skriver et CV – uanset hvilken branche du søger i, om du søger i Danmark eller i udlandet, eller hvor langt du måtte være i din karriere.

Byg et stærkt CV

Når man bygger et hus, knalder man ikke bare fire vægge op og kalder det et hjem – nej, man starter heller ikke med fundamentet – man starter med en solid plan (og måske en tegning).

Når du bygger dit CV, starter du også med en plan. Start derfor med at lave en udførlig oversigt over de forskellige sektioner. Sørg for at tilføje alle essentielle detaljer, og at vigtige informationer er det første, din potentielle arbejdsgiver vil se. 

Grundlæggende er dit mål at gøre det så let som muligt for arbejdsgivere at finde præcis den information, de leder efter.

De skal hurtigt kunne finde ud af, om du potentielt er den rette til jobbet, så de kan lægge din ansøgning i bunken med mulige kandidater. Selv hvis du ikke er den rette, så skal det ikke være en længere udgravning, bare for at nå denne kedelige konklusion.

Et velstruktureret CV vil gøre det nemt for arbejdsgiveren, og derfor give dig de bedste chancer for at komme til en jobsamtale. I sidste ende vil et rodet eller uklart CV bare ikke stå distancen – om du så er den rette til jobbet eller ej.

Du bør overveje at inkludere de følgende sektioner i dit CV: (Tip: Du har ikke nødvendigvis brug for samtlige sektioner i alle dine ansøgninger, men det kan være en hjælp at forberede dem alle alligevel.)

Titel

Titlen bør ikke bare være ”CV” eller ”Curriculum Vitae.” Brug dit navn og beskriv kort det, der gør dig speciel, så du vil blive husket.


Personlige oplysninger

Dine personlige oplysninger skal være angivet klart og tydeligt (og din mailadresse skal helst være så simpel og professionel som muligt).

Det er altid en god idé at inkludere et profilbillede, hvis det er normen i det land (eller den branche) du søger i. Billedet bør være professionelt og smilende.

Andre personlige oplysninger, som fødselsdato, civilstand eller nationalitet, bør kun inkluderes, hvis det er et krav til ansøgningen eller usædvanligt relevant (eller hvis det er lokal kutyme – se ”Før dit CV ud i livet” nedenfor).


Profiltekst

Profilteksten er en professionel introduktion, som præsenterer din faglige profil. Den skal være det første, der fanger læserens opmærksomhed.

Denne sektion skal være fremtrædende og præcis, og skal præsentere det klareste argument for, hvorfor netop du er egnet til jobbet.

Giv sektionen en indbydende overskrift, som siger noget om din faglighed – gerne med et personligt twist – og følg det op med et kort afsnit (ikke mere end 2-3 linjer), som opsummerer dine kernekompetencer og din mest relevante erhvervserfaring. 


Kernekompetencer

Først og fremmest har arbejdsgiveren brug for at vide, om du har kompetencerne til at udføre jobbet. 

En sektion der giver et tydeligt billede af dine kernekompetencer, er derfor essentiel, og den bør tilpasses efter de forventede kompetencer i jobopslaget.

(Husk at du altid kan tilføje andre relevante kompetencer senere i dit CV.)


Erhvervserfaring

Erfaring fra lignende stillinger er det næste arbejdsgivere vil lede efter.

Tilføj kun dine mest relevante erfaringer, men begynd med din seneste stilling. Stillingsbetegnelsen vil ikke være nok, så tilføj en kort forklaring af dine ansvarsområder i hvert enkelt job (punktform kan anbefales). 

(Tip: Hold det kort, da der på den måde er større chance for, at det bliver læst til fulde.)

Din potentielle arbejdsgiver vil som regel gerne kunne skabe sig et overblik over din karriereudvikling, så sørg for at tidsrummet for hver stilling fremgår tydeligt. Det betaler sig absolut ikke at være undvigende eller uklar her – heller ikke når det handler om dine ansvarsområder – så prøv at gøre det så præcist som muligt.


Uddannelse

I denne sektion inkluderer du den/de uddannelser du har taget, hvilke uddannelsessteder du har taget dem ved samt tidsrummet du har studeret i. Begynd med din seneste uddannelse. 

Selvom det kan være uhyre relevant for jobbet, så bør din uddannelse altid komme efter dine kernekompetencer og din erhvervserfaring. Lige meget for relevant den måtte være, vil din uddannelse sjældent være unik og bør derfor ikke udgøre det mest fremtrædende argument i din ansøgning.

Når det så er sagt, så er det et typisk problem, at arbejdsgivere ikke får nok information fra ansøgere om, hvordan deres uddannelse giver mening i sammenhæng med stillingen. Derfor bør du sikre dig, at de relevante kompetencer og erfaringer, du har tilegnet dig på din uddannelse, bliver forklaret i din ansøgning og fremhævet andre steder i dit CV.


Andre kompetencer

Det er en god idé at tilføje en sektion med en kort liste over andre kvalificerende egenskaber og kompetencer end dem, der er centrale for ansøgningen.

Det kunne f.eks. være kompetencer, som ikke er en forudsætning for jobbet, men som alligevel er nævnt i jobopslaget i stil med ”det er et plus hvis du har erfaring med…”

Der kan være mange evner og erfaringer, som har en indirekte relevans for stillingen. F.eks. sprog, IT-kompetencer eller ”blødere” kompetencer som tværfagligt samarbejde, som tit er vigtige på enhver arbejdsplads.


Anden erfaring (frivilligt arbejde, kurser mm.)

Irrelevant erfaring hører ikke hjemme i dit CV. Denne sektion præsenterer væsentlige erfaringer, som ikke er fra en officiel stilling eller ligger udenfor din primære uddannelse.  

Erfaringerne i denne sektion skal være understøttende for din ansøgning, men afhængig af den stilling du søger, kan det sagtens være relevant, at du har været skribent ved universitetsmagasinet, er fodboldtræner om torsdagen eller arbejder frivilligt i weekenden. 

Det kommer altid an på jobbet, så sørg for at forklare kort og præcist, hvorfor det er relevant.


Fritidsinteresser

Igen er det uhyre vigtigt, at alt du tilføjer dit CV, er relevant for jobbet. Det er altså ikke altid nødvendigt at forklare, hvordan du får tiden til gå.

Dine fritidsinteresser kan dog sige noget om din personlighed og dit liv udenfor arbejdspladsen, så hvis det giver mening, kan det give et interessant personligt strejf – specielt hvis du har en spændende hobby. 

Det skal understreges, at det kun er smart at inkludere denne sektion, hvis du er sikker på, at det vil gøre et godt indtryk på arbejdsgiveren.


Referencer og udtalelser

Undgå at inkludere referencer og udtalelser i sin fulde længde medmindre, det er påkrævet af virksomheden.

Det er mere end nok at lave en lille liste med navne (uden kontaktinfo), eller du kan evt. nøjes med at skrive ”udtalelser/referencer kan leveres efter anmodning.” 

Få dit CV til at skille sig ud

En undersøgelse har vist, at arbejdsgivere bruger mindre en 8 sekunder på dit CV. 

Det er selvfølgelig et gennemsnit, men det er stadig barske vilkår, som du er nødt til at tage seriøst.

Du har altså kun en snæver tidsramme til at fange læserens opmærksomhed – og meget lidt plads at arbejde på. Dit CV har en specifik funktion, og der er mange forventninger og standarder, som man bare er nødt til at forholde sig til.

Men der er stadig rig mulighed for, at få dit CV til at skille sig ud og gøre et godt indtryk. Her får du gode råd til, hvordan du og dit CV gør jer bemærket.


Design og format

Her er der grobund for noget personlighed.

Tag udgangspunkt i en opsætning, som er overskuelig, men også visuelt indbydende, og vælg en passende skrifttype, som ikke er alt for kedelig. Det kan klart anbefales at give dit CV personlighed, men vær opmærksom på at bevare professionalismen.

Prøv at forestille dig det fra arbejdsgivernes side. Ofte skal der gennemgås hundredvis af CV’er på meget kort tid – her kan man vist tale om en nål i en høstak.

CV’er, der er for individuelle eller afviger fra normen, kan gøre det sværere at finde den rette information og anstrengende at sammenligne CV’er med hinanden. På den anden side vil tørre, nærmest identiske CV’er være svære at se forskel på, og de risikerer at ende deres dage i ligegyldighedens virtuelle skrællespand.

Tag dig derfor god tid til at sammensætte en personlig stil og et passende format, som også opfylder arbejdsgiverens forventninger til din ansøgning.

Hvis du mangler inspiration til dit CV, kan det være rart at kigge på et eksempel eller to. Du kan finde et væld af skabeloner og eksempler på nettet.

Lige meget hvad du finder på så sørg altid for, at have de grundlæggende normer og forventninger til ansøgningen i baghovedet, så det personlige strejf ikke stikker helt af. 


Indhold

Når du har sat dig fast på et passende design og format, kan du med fordel fokusere på kvaliteten af dine ord og sætninger.

Et godt CV behøver som regel ikke være mere end to sider langt, hvilket betyder, at du er nødt til at vælge din ord med omtanke. Gør dine sætninger direkte og præcise, og tag dig tid til at redigere indtil dine ord sidder lige i skabet.

Prøv at lade din personlighed komme til udtryk igennem dine ord, uden at det bliver uprofessionelt eller talesprog. Brug dine egne ord, og prøv at holde dig fra standardiserede og typiske vendinger og termer, som får dig til at lyde som alle andre.

Det kan være noget af en udfordring at skrive så det fanger, og det er en proces, som du løbende bør vende tilbage til, så du optimerer dit indhold over tid.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan optimere indholdet i dit CV, kan du passende tage et kig på denne artikel, hvor vi overfører Marie Kondos metode til at rydde op og ”sprede lykke” til CV-skrivning.


CV vs. ansøgning

Som udgangspunkt skal dit CV formidle alle de vigtige oplysninger, som understøtter din ansøgning, men dit CV er sjældent det eneste du ansøger med.

I Danmark er det meget typisk, at man sender en længere skriftlig ansøgning (en sides penge i prosa) sammen med sit CV, så husk at dit CV ikke behøver at være udtømmende, da du i dit ansøgningsbrev kan forklare detaljerne nærmere. Når det kommer til dit CV, bør du derfor prioritere præcision over alt andet.

Før dit CV ud i livet (og ud i verdenen)

Selv efter den overordnede struktur på dit CV er på plads, og alle sektionerne er fyldt op med stærkt engagerende indhold, og efter det hele er saltet til med lidt personlighed, så vil du stadig skulle redigere og justere dit CV fra tid til anden.

Stillingsbetegnelsen kan være præcis den samme, men alle jobs er forskellige, så små ændringer kan gøre en verden til forskel. Derfor skal specielt sektionerne med dine kernekompetencer, erhvervserfaring og profiltekst altid tilpasses efter den aktuelle stilling.

Alle arbejdsgivere er også forskellige – specielt hvis de er baserede i udlandet.

Forskellige lande har forskellige standarder og tilgange til CV’er, så her får du de vigtigste pointer fra de mest populære lande, du kan finde jobopslag fra på Graduateland.


CV i Storbritannien

  • Hold det kort: Det foretrukne CV i Storbritannien er kortfattet og præcist og fylder ikke mere end én side. Man kan henvise til referencer, men man inkluderer dem typisk ikke i denne fase.
  • Fokusér på erhvervserfaring fremfor uddannelse: Britiske arbejdsgivere er som regel ikke særlig interesseret i dine karakterer, men vil i højere grad fokusere på, om du har erfaring fra tidligere stillinger. 
  • Fjern profilbilledet: I modsætning til det meste af Europa bliver det ikke opfattet som normalt at inkludere et profilbillede. Tilføj kun hvis det er et specifikt krav


CV i Tyskland

  • Hold dig til et simpelt design: I Tyskland har arbejdsgivere en mere konservativ holdning til CV’er, når det kommer til design. Det er derfor bedre at være på den sikre side, og holde sig lidt tilbage på de kreative udfoldelser.
  • Fokusér på kompetencer fremfor motivation: Når du søger tyske jobs, så spild ikke din tid og plads på at udpensle din motivation til jobbet – fokusér i stedet på dine konkrete kompetencer.
  • Tilføj karakterer til din uddannelse: Det er meget almindeligt i Tyskland at inkludere sine karakterer og sit gennemsnit.


CV i Skandinavien

  • Hold det kort: I Norden er et godt CV kortfattet og præcist, så sørg for kun at prioritere relevant information.
  • Skræddersy dit CV til arbejdsgiveren: I Skandinavien bliver der sat stor pris på, at dit CV er finjusteret og tilpasset din potentielle arbejdsgiver.
  • Kompetence CV eller kronologisk CV: I Norden vælger man som regel én af to tilgange til sit CV. Den ene fokuserer på kompetencer og kvalifikationer, den anden lægger vægt på karrieremæssig udvikling.


CV i Holland

  • Én side er nok: Arbejdsgivere i Holland forventer ikke at modtage lange detaljerede CV’er, så prøv så vidt muligt at holde dig til en enkelt side. 
  • Personlige oplysninger: Et CV i Holland vil normalt supplere flere personlige oplysninger end der forventes andre steder i Europa, såsom fødselsdato, hvor man er født samt civilstand.
  • Personlige interesser og anden erfaring: Hollænderne vil typisk gerne vide noget om dit liv udenfor dit arbejde. De er specielt interesseret i alternative bedrifter og erfaringer.


CV i Belgien

  • Hold dig ikke tilbage: Belgiske CV’er har det med at være længere end i resten af Europa og kan være over to sider lange – så pas hellere på med at skrive for lidt.
  • Personlige oplysninger og familienavne: De belgiske arbejdsgivere forventer endnu flere personlige oplysninger end de hollandske. Hvis det er muligt, vil de typisk også have navnene på din hustru og dine børn.
  • Fokusér på erhvervserfaring og motivation: I Belgien fokuserer arbejdsgivere på erhvervserfaring, men de vil også være meget interesseret i kandidaters motivation. Det kan derfor godt betale sig at fremhæve dine ambitioner og karrieremål i profilteksten