Tid er ikke lig med penge, og flere penge kan heller ikke købe mere tid, men mange ting kan have værdi – også tid. 

I stedet for at banke hovedet mod lønmuren, kan du med fordel overveje, om ikke der er andre goder, udover løn, som kan give dig en mere værdifuld kontrakt i form af bedre trivsel og mere personligt overskud. Det vil din arbejdsgiver som regel også være interesseret i, og selv når budgettet er stramt, vil der stadig være muligheder. 

Omdrejningspunktet i enhver lønforhandling er som bekendt arbejdskraft vs. kompensation, og det er her, hvor du har mulighed for at definere betingelserne for dit arbejde. Du skal selvfølgelig have dine forhandlingsevner på plads, men det er der gode råd for.

Næste gang du forhandler kontrakt med en ny arbejdsgiver, eller til den årlige MUS-samtale, så overvej om ikke disse 5 personalegoder kan erstatte en lønforhøjelse – det kan nemlig både være en fordel for dig og for din arbejdsgiver.

1/ Betalt ferie

Var det også det første du tænkte på? I så fald er du ikke alene – det er en populær tanke, og faktisk er det vigtigt at holde helt fri fra jobbet engang i mellem. 

En ekstra uges betalt ferie kan være et godt alternativ til en lønforhøjelse, og samtidig er det både godt for helbredet og arbejdslysten. 

Men tænk dig om en ekstra gang inden du begynder at fiske efter mere ferie. Måske har du al den ferie, du behøver, og i så fald ville du sikkert foretrække at arbejde fremfor at holde en ugelang stirrekonkurrence med væggen. 

2/ Fleksible arbejdstider

Hvor står det skrevet at man absolut skal arbejde 37 timer om ugen? Måske står det i din kontrakt, men det kan der jo laves om på. En lille smule fleksibilitet i din arbejdstid kan gøre din hverdag nemmere, så det kan være et klogt sted at forhandle. 

Hvis du trives bedre med at møde en time senere og blive en time ekstra – og hvis du rent faktisk er mere produktiv – så kan du prøve at overbevise din chef om, at det er en fordel for jer begge.

Det er også blevet mere almindeligt at arbejde hjemmefra, så hvis du kan håndtere ansvar for egen tid, kan det være befriende at tage en onsdag i hjemmesutter i ny og næ.     

Der er langt fra enighed på området, men der er lavet studier, som viser, at man stadig kan være produktiv, selvom man går lidt ned i tid. En smule frihed skulle være godt for både koncentrationen, kreativiteten og helbredet – alle gode argumenter til kontraktforhandlingen, hvis det giver mening i din branche.

3/ Kurser og efteruddannelse

Du har en lang karriere foran dig, så du kan med fordel tage et skridt tilbage fra forhandlingsbordet og skue mod horisonten. Hvor vil du gerne hen på den lange bane? Er der nogle specifikke værktøjer og kompetencer, du skal bruge for at nå dine mål?

Kurser og efteruddannelse kan åbne op for et væld af nye muligheder, som i det lange løb kan have en meget højere værdi end lidt mere i løn.

Hvis du kan overbevise din chef om, at virksomheden også vinder på det, så er der måske en chance for, at din virksomhed vil dække omkostningerne.

Det kan eksempelvis være:

  • Online kurser og webseminarer
  • Konferencer og research udflugter
  • Efteruddannelse ved universiteter eller erhvervsuddannelser
  • Enkeltfag ved ordinære uddannelsesinstitutioner 

Efteruddannelse behøver ikke nødvendigvis betyde en tilbage-til-skolebænken situation. Hvis du kan argumentere for, at det både er relevant og en god investering, kan du måske få din chef til at undersøge muligheden for, at du kan modtage konkret praktisk træning i f.eks. IT-systemer, mundtlig formidling, konflikthåndtering mm.

4/ Transportomkostninger

Transportomkostninger er ikke sådan til at spøge med – især ikke hvis du er bilejer. Det kan hurtig løbe op i en pæn sum, så medmindre du er én af de heldige, som kan cykle på arbejde, så kan det være smart at undersøge mulighederne for personalegoder på transportområdet.

Din arbejdsgiver kan udbetale skattefri kørselsgodtgørelse eller betale for pendlerkort og brobizz – f.eks. tilbyder DSB et erhvervskort, som skal indkøbes af din arbejdsgiver, men ellers ikke har nogle omkostninger for virksomheden. 

Det kan selvfølgelig også være, du øjner en mulighed for at argumentere for en firmabil eller mere omfattende fordele. I så fald skal du ikke holde dig tilbage. Med lidt snild forhandling kan du spare en del, uden at det behøver at være en større udgift for din arbejdsgiver.

Når man tænker på, hvor meget tid vi egentlig bruger på transport, kan det være betryggende for dig at vide, at denne tid ikke er spildt – så kan du slappe af og nyde turen og måske endda tyvstarte lidt på dagens arbejde. Samtidig vil din arbejdsgiver være forsikret om, at du kan være til stede og er fokuseret på dit arbejde.

5/ De fysiske rammer

Det kan være til stor gavn, måske både for dig og dine medarbejdere, hvis du kan overtale din arbejdsgiver til at investere lidt i de fysiske rammer og miljøet på din arbejdsplads.

Der er her ofte tale om diverse engangsudgifter, som i høj grad kan fremme produktiviteten igennem bedre helbred og trivsel. Der er altså også en åbenlys gulerod i spil for din arbejdsgiver.

Derfor kan din chef måske overtales til at punge ud til en eller flere af følgende:

  • Bedre udstyr: Computer, telefon, software mm.
  • En sundere frokostordning: Maven er i direkte forbindelse med din hjerne 
  • Et fitness abonnement: Motion er også vigtigt for dit mentale helbred
  • Justérbare borde og stole: Arbejdsskader, som musseskader og rygskader, kan forebygges 

I sidste ende giver tilfredse medarbejdere mere profit. Det er de fleste danske virksomheder efterhånden ved at være klar over, og derfor er der gode chancer for, at du kan opgradere din kontrakt på denne front.

Så fortvivl ikke hvis din løn ikke er til forhandling. Der er mange måder at blive kompenseret for dit arbejde på. Måder som endda kan gøre dit arbejde en del mere interessant og givende – givende for både dig og for din arbejdsgiver.