Systematisk medarbejder til økonomi- og dataholdet i Erhvervsstyrelsen i Silkeborg

Erhvervsstyrelsen

Vil du spille en central rolle i den økonomiske forvaltning af EU’s strukturfonde? Trives du med økonomisk forvaltning, ledelsesrapportering, anden økonomisk rapportering, regnskaber, kontrolaktiviteter og regler? Så er du måske vores nye kollega i økonomi- og dataholdet i Erhvervsstyrelsen.

Om stillingen

Erhvervsstyrelsens Center for Regional Udvikling arbejder for at fremme vækst og erhvervsudvikling i hele Danmark. Fundamentet er erhvervsfremmelovgivningen og forvaltningen af midler til regional vækst og omstilling, herunder især forvaltningen af EU’s strukturfonde. Vores arbejdsopgaver spænder vidt, men forvaltningen af midler fra EU’s strukturfonde fylder mest.

Vi er en del centraladministrationen, nærmere bestemt Erhvervsministeriet. Vi samarbejder tæt med bl.a. de regionale vækstfora, EU-kommissionen, projektoperatører og -partnere, organisationer, kommuner og andre ministerier.

Du skal dels indgå i gruppen, der leverer grundlaget for vores overvågning og styring af program- og finanslovsmidler, herunder bidrage til intern og ekstern ledelsesinformation (design, test og levering) om forbrug af EU midlerne. Dels skal du indgå i gruppen, der sørger for, at vores forvaltningsregnskaber stemmer, herunder at afstemningen mellem tilskudssystemer og statsregnskab er på plads. Du vil i de forbindelser skulle arbejde sammen med afdelingens øvrige forvaltningsområder og eksterne samarbejdspartnere om rapporteringsbehov, dataopsamling og kvalitetssikring af data.

Endelig skal du være åben overfor deltagelse i andre af vore forvaltningsområder, herunder i kontrolaktiviteter på projekter m.v., og i behandlingen af konkrete

sager/projekter, der kan involvere betydelige offentlige midler. Opgaverne kan konkret tilpasses den rette profil.

Om dig

I udgangspunktet har du en opgaverelevant kandidatuddannelse. Formentlig er din uddannelse økonomi-, regnskab og/eller data-domineret (oecon., merc.aud., merc.dat., merc., eller lignende). Eller også har du uddannelse, kompetencer og/eller erfaringer, der kan matche de nævnte.

Fortrolighed med at bruge og tilpasse IT er en forudsætning, og indgående kendskab til og erfaring med udarbejdelse af analyseværktøjer, databearbejdning (Excel, PowerPivot til Excel, SQL, Access og lignende) og kvalitetssikring af data vil blive vægtet højt.

Kender du på forhånd vores tilskudsadministrative system (TAS) og/eller andre statslige administrative systemer (fx Navision), er det en fordel. Konkret ajourført kendskab til forvaltning og administration af EU´s strukturfonde - eller lignende EU-fonde eller ordninger er ligeledes en fordel, men ikke er krav.

Som person er du struktureret, ansvarlig og trives med at være en del af ”maskinrummet”. Du synes, at det er sjovt at arbejde med tal og tekniske løsninger. Du arbejder resultatsøgende og ikke mindst vedholdende. Du er ok med og fleksibel overfor til tider at arbejde under tidspres og med korte frister, og du trives med at løse opgaver i samarbejde med dine kollegaer.

Evnen til at formidle, herunder formulere dig kort og præcist, får du brug for, og evnen til godt samarbejde og et godt humør lægger vi stor vægt på.

Om os

Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har 500 medarbejdere. Medarbejderne er fordelt på tre forskellige afdelinger rundt om i landet. Denne stilling er placeret i vores lyse og velbeliggende lokaler i Silkeborg, 10 min. på cykel fra stationen. Godt, gratis parkeringsområde ved døren.

Virksomhederne skaber vækst og de arbejdspladser, der er fundamentet for vores velfærd i fremtiden. I Erhvervsstyrelsen gør vi det nemmere og mere attraktivt at starte og drive virksomhed i Danmark. Vi bidrager til at skabe Europas bedste vækstvilkår gennem effektiv regulering, gode digitale løsninger, god adgang til erhvervsdata, moderne kommunikationsteknologier og internationalt samarbejde. Målet er højere vækst - gennem mindre bøvl, effektiv kontrol og bedre service.

Vi regnes for at have et stærkt fagligt miljø på rammer for regional vækst og på EU’s strukturfonde. Vi stiller store krav til os selv, og du vil få et spændende job med mange udfordringer. Du får gode muligheder for faglig og personlig udvikling med rum for at indgå i et godt arbejdsfællesskab, hvor korpsånd og rum for selv at tilrettelægge arbejdet indgår ligeligt.

Læs mere om Center for Regional Udvikling på www.regionalt.dk og om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.

Om ansættelsen

Ansættelse sker efter gældende overenskomst - formentlig mellem AC og Finansministeriet – med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Der er tale om en fast fuldtidsstilling, som ønskes besat snarest muligt.

Stillingen kan besættes på konsulentniveau, hvis du på én gang kan (over)matche vore krav til faglig kompetence, personlige kompetencer og erfaringer.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakt chefkonsulent Ebbe Poulsen på tlf. +45 35 29 17 54 eller Regionalchef Preben Gregersen på tlf. +45 35 29 17 50. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Helle Mørk Guldborg på telefon +45 91 33 70 37.

Interesseret?

Lyder det som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling”-knappen nederst i annoncen eller via ansøgningsmodulet på https://erhvervsstyrelsen.dk/jobs. Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest onsdag den 29. marts kl. 12.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge.


Ansøgningsfrist d. 29.03.2017

Fuldtidsjob
Midtjylland
Marketing & Business
Samfundsvidenskab
Økonomi & Revision
Data & analyse
Økonomi & Forvaltning


Opslag oprettet d. 16.03.2017, sidst opdateret d. 16.03.2017




Erhvervsstyrelsen - hurtig overblik

Leveret af KarriereVejviser.dk


Om os
NaturErhvervstyrelsen arbejder for at skabe de bedste rammer for vækst i fødevareerhvervene og samtidig sikre en forsvarlig forvaltning af naturen.

Placering
Nyropsgade 30
1780 København V
Branche

Stat, Politik & Samfund

Hvis du gerne vil spille en aktiv rolle i samfundets udvikling, er et job i centraladministrationen måske noget for dig.

Webside

Få mere info omkring vores virksomhed på vores egne websider:
http://naturerhverv.dk

Google Search

Er der andre informationer om os, som du burde vide? Se, hvad en Google-søgning siger.


Henvendelse om disse siders indhold: AU job- og projektbank

Vi bruger cookies til statistik, sociale medier og brugeroplevelse. Ved at bruge sitet accepterer du vores privatlivspolitik. (luk)